Epitafium

Når det siste lyset
slepp taket i namnet mitt,
og dei tolmodige arkiva av meg sjølv
tek til å rakne—

lat talane falle først,
deira glatte argument slokne
som myntar på botnen av ein brønn.
Lat manifest spreie seg i vinden,
deira hastverk overlev dårleg i stilla.

Legg bort bøkene eg aldri fullførte,
lerreta som strekte seg mot meining,
fotografia som ville fange tida
og fann berre eit ekko.
Sjølv spørsmåla—
desse klare, påtrengjande flammene—
lat dei slokne utan svar.

For ingen av desse vil følgje meg
forbi den vesle, namnlause terskelen
der titlar løyser seg opp,
og all kløkt blir stille lagt bort.

Det som står att—
om noko vågar å stå att—
er enklare, langt mindre pryda:

den stille tyngda av hender haldne
utan vitne,
dei umerkte gode gjerningane,
tilgivinga gjeven for seint
men gjeven likevel,

gongene eg valde å bli
når det var lettare å gå,
det skjøre motet i å opne seg
att og att,
trass i alt.

Mål meg der—
ikkje i støyen eg laga,
eller i skyggane eg jaga til form,
men i varmen eg heldt levande
mellom meg og ein annan.

Om eg skal skrivast i det heile,
lat det vere i denne korte lina:

at eg lærte, ufullkome,
å elske—
og at eg, ei stund,
vart elska att.